Ferien går til: The United States

Bryd tavsheden: Ja, jeg var ensom

10450968_10204983701340268_2385443444664900417_nJeg har nu været væk fra bloggen i omkring 6 måneder. Det er dog ikke kun her jeg har været væk, generelt har jeg været fraværende fra mit liv; i benægtelse og i sorg. For lidt over et år siden gik min eks kæreste og jeg fra hinanden og min verden faldt mildest talt fra hinanden hurtigere end jeg nåede at opdage det. Ikke på grund af ham, men på grund af alt det der kom efterfølgende.
Jeg valgte selvfølgelig næsten det første og det “bedste” sted og flyttede hurtigt væk fra ham. Fejlen ved det var at jeg 1) flyttede længere væk fra alle og blev ensom, og at jeg 2) valgte et sted der ikke føltes som et hjem. Jeg boede kun det nye sted i et par uger før jeg mødte en fyr derude. Han fungerede nok lidt som en re-bound, når jeg ser tilbage på det. Han gjorde mig glad og tog den hastigt kommende ensomhed ned på et okay niveau. For det er jeg ham evigt taknemmelig. Når han ikke var der, var min verden sort. Min lejlighed blev aldrig færdig og jeg boede der også kun i 2 måneder før jeg ledte efter noget nyt. Jeg hadede at bo derude og det eneste der holdte mig oppe til sidst, var to af mine “naboer” Rikke og Christian. Jeg boede der, men jeg var aldrig tilstede og jeg gjorde ALT for at slippe for at være alene i min lejlighed, medmindre jeg skulle sove. Jeg var træt. Træt af livet, træt af problemer, træt af at skulle tage stilling til noget og til sidst stoppede jeg. Jeg valgte ikke bevidst at lukke mig inde, men det skete helt naturligt. Jeg var bange og var angstfyldt; konstant på vagt. Jeg blev bleg i ansigtet, mørk rundt om øjnene og mit tøj var alt andet end opmærksomhedssøgende, faktisk så neutralt så muligt. Jeg sultede i flere dage i træk, fordi jeg ikke havde overskud til at handle alene og når jeg spiste, var det alt for meget. Jeg rullede mine mørklægningsgardiner ned og sov når jeg havde muligheden og havde ikke planer om at stå op på noget tidspunkt. Jeg ved ikke engang om folk kunne se jeg havde ændret mig, pånær min mentor som sendte mig til coach med det samme. Hun var oprigtigt bekymret. Jeg kunne tydeligt se det i hendes øjne. Det på trods af at jeg altid har været ekspert i at skjule mine følelser; En evne jeg ikke længere sætter pris på og dermed har lagt på hylden, selvom jeg VIRKELIG var god til det.
Jeg startede hos coachen jeg blev tildelt og fik konstateret at jeg havde stress. Jeg kunne nok godt selv have set tegnene. Før det første glemte jeg oprigt at tage i skole og sov i op til 30 timer i træk. For det andet brød jeg ud i gråd over de mindste ting, ligemeget hvor jeg var. For det tredje, var jeg begyndt at besvimme hver eneste gang jeg gik i bad, fordi det varme vand var så overvældende på mine nerver, som konstant var anspændte. Jeg begyndte også at finde trøst i dårlige ting, bla. alkohol. Ja, jeg havde det mildest talt ikke ret godt.

Selvfølgelig endte min re-bound (som jeg der følte var hele mit liv) med at droppe mig og samtidig med alt det blev min farmor syg med kræft. Så syg, at man på uger kunne se hvordan livet blev taget væk fra hende. Det viste sig at være uhelbredeligt og hun døde derfor kort tid efter. Min søster, far og jeg var de eneste der ikke nåede at sige farvel, da vi var for langt væk. Livet var nu endnu mere uretfærdigt og i den periode satte jeg meget pris på min familie, som desværre bor på Sjælland, mens jeg bor på Fyn. Jeg måtte derfor håndtere det alene, som jeg i forvejen gjorde med alt andet i mit liv. I slutningen af januar skrev jeg i min dagbog:

“Jeg har ikke nogen rigtige venner. Ingen som virkelig er der når jeg har brug for det. Jeg vil gerne, men de vil ikke være sammen med mig. Jeg er træt af livet. Det er ikke noget værd, når man alligevel ikke kan leve. Jeg føler ikke, at der er nogen, som elsker mig, og jeg elsker kun min familie. Ingen vil savne mig.”

Men hvordan kom jeg så videre? Jeg lyttede til min coach. Jeg ændrede den måde jeg så verden på og indså at det kun var mig selv der holdt nøglen til min egen lykke. Jeg sad hos hende hver uge og fik ondt i hovedet af at snakke om alle de ting, jeg helst ville glemme. Jeg gik hjem og græd, men det hjalp. Jeg flyttede, fik en ny start, begyndte på en ny livsstil og nægtede at lukke folk ude igen. Jeg lærte at være glad alene og stå på egne ben.

Jeg har boet 3 forskellige steder på 1 år, oplevet afvisninger, ensomhed, stress, usikkerhed og jeg har mistet nogen jeg elsker. Med alt det, der er sket for mig, kunne jeg enten have ondt af mig selv resten af mit liv eller bruge oplevelserne til at blive stærkere. Alt er enten en mulighed for at vokse, eller en hindring for at holde dig tilbage fra netop dette. Så derfor, hvis du selv tror på at du kan, så kan du! Det eneste sted du bliver forhindret i at opnå noget, er inde i dit eget hoved. Nogengange kan livet generelt føles som noget lort, men sådan er det. Det betyder ikke at man skal give op. Accepter dine nederlag og brug dem til at komme videre. Det har jeg gjort og idag er jeg faktisk glad.

Hvorfor fortæller jeg det her? Jeg synes det er vigtigt at sætte fokus på de svære ting i livet. Jeg ved at mange unge er ensomme og/eller kæmper med svære ting. De skal vide at det er okay at have nedture og at det kan lade sig gøre at komme videre efter dem.

Bryd tavsheden: Fortæl nogen hvordan du har det, det hjælper!
http://www.en-af-os.dk/

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ferien går til: The United States